Break 2

Rådslagning inden forårstinget

Læseteater 
Scene 1 - Anslag

Roller: Helgi, Eskild, Gøtrik og Erik + fortæller  
 
Fortæller:
Eskild, Erik og Helgi går hurtigt mod Jarlens telt. Bjarke indhenter dem og lægger armen om Helgi. Han fornemmer Helgis tvivl og vil gerne støtte sin ven. 
Inde i Jarlens telt sidder drot Gøtrik og venter. Han er ikke helt ædru, men han hilser varmt på sin gamle blodsbroder:
  
Gøtrik:
Eskild, min ven. I morgen skal striden fra iskampen afgøres. Dine drenge har anklaget Gisle for niddingsdåd. Og Grane Hvide vil uden tvivl både kræve undskyldning og bod.
 
Eskild:
Jeg ved det. Og jeg er sikker på at Erik og Helgi taler sandt,når de siger, at Gisle slog mig ned. Men det er ikke altid klogt at sige sandheden. Hviderne er stærke. Vi kan ikke risikerer, at de bliver vores fjender. De har mange krigere og meget mere guld end os. Hele vores slægt kan blive ruineret eller udslettet.
 
Erik:
Det er ikke rimeligt. Drot Gøtrik – kan du ikke gøre noget. Du kender jo Gisle. Alle ved, at han er fuld af løgn. 
 
Gøtrik:
Jo – nok er Gisle Hvide en kæltring. Men jeg ved ikke, hvad jeg kan gøre... jeg kan ikke blande mig i tingets afgørelse - det er lovsigemanden, der bestemmer. Og det er uklogt at lægge sig ud med Hviderne. Har jeg ikke deres støtte, så vil de forsøge at vælte mig af tronen.
 
Helgi:
Far – du har jo altid lært os, at vi skal ære vores slægt. Mener du virkelig, at vi nu skal stille os op og lyve? 
 
Erik:
Høje konge. Kan du ikke beskytte Eskild mod Hviderne? Du ved jo godt, hvem der taler sandt og ærefuld i denne sag? 
 
Hvad skal Gøtrik gøre?
A: Skal Gøtrik nægte at blande sig og lade sagen afgøre på forårstinget?Hvis Gøtrik vælger denne løsning, følger hanvikingernes regler og traditioner. Men han undlader også at støtte sin gamle ven og blodsbroder. 
 
B: Eller skal Gøtrik støtte sin gamle ven Eskild og kalde Grane Hvide til sig for at meddele, at Hviderne ikke kan kræve bod for Helgis og Eriks beskyldninger, da Gisle har handlet fejt og uværdigt. Hvis Gøtrik vælger denne løsning, følger han ikke vikingernes regler. Og han vil få den mægtige Hvideslægt imod sig. 
 
Diskuter de to muligheder med hinanden og lyt til hinandens argumenter.
 
I denne øvelse skal I blive i rollerne, mens I diskuterer med hinanden. Den person, der har rollen som fortæller, skal fungere som ordstyrer.Til sidst er den, der spiller rollen som Gøtrik, der vælger enten løsning A eller B.
 
A: Gøtrik lader sagen afgøre på forårstinget.

B: Gøtrik støtter sin ven Eskil.
Centrale begreber og ord, der skal gennemgås inden rollespillet 
 
Ære 
Slægt 
Slægtens ære 
Ting 
Lovsigemand 
Bod 
Nidding – Niddingsdåd 
højsædet,
at føres som edsvidne på tinget,
slægtsfejde,
at lyse i kuld og køn

Slå ordene op i ordlisten bag i hæftet.  
 
Landsnetværket af folkekirkelige skoletjenester og skole-kirke samarbejder